FOA-sagen: Søfartens Ledere på Ærø

FOA-sagen: Søfartens Ledere på Ærø

30-01-2012 14:01

 

19 navigatører fra Ærøfærgerne var til orienteringsmøde og skipperlabskovs. Hvorfor er det ikke nogen, der spørger os? - lød et af de mange spørgsmål på mødet. Svarene kom fra Søfartens Lederes jurist.

 

Af Lise Mortensen Høy

 

Der var to på vagt og to på ferie - resten af Søfartens Lederes medlemmer på Ærøfærgerne mødte op klokken syv om aftenen i onsdags for at få en tallerken skipperlabskovs og en grundig orientering om deres fremtidige fagforeningsforhold af Søfartens Lederes jurist, Pernille Sædam Marstal.

 

Baggrunden er, at Ærøfærgerne pr. 1. april 2011 overgik fra at være drevet af et privatejet færgerederi til at være kommunale. Selv om både navigatørerne selv, Ærø Kommune, Kommunernes Landsforening og Søfartens Ledere er enige om, at navigatørerne hører til i Søfartens Ledere, har FOA nu meldt ud, at de vil anlægge en sag i Arbejdsretten for at få forhandlingsretten over navigatørerne.

 

Læs også: Kommunale navigatører: Giv forhandlingsretten til Søfartens Ledere 

 

Umoderne

Hvorfor vil FOA have os, når vi siger, at vi ikke vil melde os ind - og ikke ønsker at FOA skal forhandle for os? Det er underligt, at forhandlingerne foregår hen over hovedet på os medlemmer, lød det fra bordet.

 

- Ja, man må sige, at det virker en anelse umoderne at ville forhandle for nogen, der ikke ønsker det, lød kommentaren fra Pernille Sædam Marstal:

 

- Som fagforening er det både min personlige og Søfartens Lederes helt grundlæggende holdning, at vi er her for medlemmernes skyld - og at vi skal undersøge, hvilke ønsker og krav medlemmerne har.

 

Hvis man bare kræver forhandlingsretten med en begrundelse om, at 'man er størst på området' - har man underskrevet sin egen dødsdom som fagforening.

 

- Her adskiller Søfartens Ledere sig fra FOA; vi går ind for organisationsfrihed. FOA kunne jo vælge at sige, at hvis der ikke er nogen medlemmer, hvorfor så have en overenskomst. Men man tænker åbenbart anderledes i FOA, lød det fra Pernille Sædam Marstal, der tilføjede:

 

- Den danske model er sådan, at det er det enkelte medlems rettighed at vælge fagforening.

Men denne rettighed er løsrevet fra forhandlingsretten. Hvis en fagforening først én gang har overenskomstdækket et område, er det svært at flytte på.

   

Læs også: FOA-frustration over manglende medlemsopbakning

 

Bliv stående

Hvorfor skal jeg betale til Søfartens Ledere, hvis det er FOA, der har forhandlingsretten? lød et spørgsmål.

 

- Jeg vil sige det på den måde, at forhandlingsretten handler om det, der foregår hvert tredje eller hver fjerde år, når overenskomsten bliver underskrevet, lød svaret fra Pernille Sædam Marstal:

 

- Men de allerfleste ting sker i de tre eller fire år imellem overenskomsterne - på en almindelig tirsdag - og her har vi i Søfartens Ledere nogle andre varer på hylden, som vi tilbyder alle medlemmer - også dem, der er under FOA's overenskomst:

 

- Det kan være at forhandle individuel Ny Løn, det bliver aktuelt, når I er ansat i en kommune.

 

- Det kan være faglig juridisk hjælp, hvis én af jer fx sejler en lystsejler ned eller er involveret i en anden ulykke.

 

- Juridisk hjælp, hvis I får problemer med arbejdsgiveren eller problemer med en kollega.

 

- En anden 'hyldevarer' er psykologhjælp over nettet, hvor psykologerne vel at mærke kender dagligdagen på et skib.

 

- Der er rigtig mange, der foretrækker at få hjælp fra en fagforening, der kender til deres fag og deres hverdag, og vi har mange medlemmer fra færgeoverfarter, hvor FOA har forhandlingsretten.

 

Hvad med pensionen? Skal vi over i PenSam, lød et spørgsmål fra salen.

 

- Det kræver FOA. Men der er fortilfælde - blandt andet Omøfærgen - hvor de navigatører, der allerede var ansat ved overgangen til kommunalt selskab, blev i PFA. Men ny folk skal have deres pension i PenSam, forklarede Pernille Sædam Marstal.

 

Hvad nu?

Helt konkret er det fortsat Søfartens Ledere, der har forhandlingsretten for navigatørerne på Ærøfærgerne.

 

- Set fra Søfartens Ledere, er der ingen tvivl om, at områdebestemmelsen for vores overenskomst med KL ligger i bemandingsfastsættelsen. Det handler om størrelsen på færgen, bemandingsfastsættelsen, og hvilken uddannelse, der kræves. Og dermed hører Ærøfærgernes navigatører også naturligt hjemme hos os, sagde Pernille Sædam Marstal.

 

KL har vurderet, at navigatørerne på Ærøfærgerne hører til i samme overenskomst som navigatørerne på de andre større færger - i Søfartens Ledere.

 

Men i december måned 2011 fremgår det, at FOA overvejer at anlægge en sag i Arbejdsretten for at kræve forhandlingsretten; i første omgang har de sendt et klageskrift til KL.

 

- Tiden er måske vores værste fjende. Når sager trækker ud i uforståeligt lang tid, bliver man let i tvivl, lytter til rygter eller bliver uvenner, sagde Pernille Sædam Marstal.

 

OK 2013

Men Søfartens Ledere har overenskomsten - mens alle forhandlingerne foregår. Pernille Sædam Marstal opfordrede de forsamlede navigatører til at komme med input til overenskomstforhandlingerne:

 

- Uanset, hvad der kommer til at stå uden på overenskomsten, er det vigtigt, at I har gjort jer tanker om, hvad der skal stå inden i den. Og det vil jeg gerne hjælpe jer med, sagde Pernille Sædam Marstal.

 

Navigatørerne sluttede mødet med at love hinanden, at de vil være fælles om forhandlingerne og stå sammen: Vi har vundet første halvleg - og anden halvleg er ikke startet endnu.

Fortæl os din historie.